Velkommen til Gymnasiet HTX Skjern

Velkommen til Gymnasiet HTX Skjern - det naturvidenskabelige og tekniske gymnasium
Gymnasiet HTX-Skjern byder dig indenfor til 3 gode år på et gymnasium, hvor naturen, kommunikationen
og teknikken er i førertrøjen.

Vi lægger vægt på et studie med plads til alle. Værdier som humor og alvor, arbejde og leg er lige væsentlige for os, både lærere og elever.

Så hvis ovenstående værdier betyder noget for dig og hvis dit studieønske er indenfor læge, ingeniør, lærer, tandlæge, sygeplejerske, IT eller en anden af de naturvidenskabelige uddannelser, ja så er HTX-studiet valget for dig.

John Lemming , Områdechef HTX 

 
Mission, vision og værdier

Mission

Gymnasiet HTX-Skjerns hovedformål og eksistensberittigelse er uddannelse og dannelse.
Uddannelse og formidling af dannelse skal til enhver tid modsvare de krav, samfundet stiller. Dette gælder såvel personligt, socialt som fagligt.

Vision

Gymnasiet HTX-Skjerns vision er, at vi målrettet vil ændre vores pædagogik, så vi går fra at være en træningssskole til en kompetenceskole, hvor den uddannelsessøgende er meddesigner på sit eget uddannelses- og læringsforløb.

Værdier

Værdier afspejles i holdninger og handlinger, der skal med andre ord være sammenfald mellem skrevne værdier, udviste holdninger og udførte handlinger - ellers virker vi ikke troværdige.
Værdierne skal ligge til grund for vores handlinger på alle niveauer. Herved vil vores interessenter opleve, at de værdier, som vi gerne vil være kendt for, også har gyldighed i den virkelige verden.

Vi skal være:

  • Kompetente
    Formidling af Gymnasiet HTX-Skjerns kerneydelser (uddannelse og dannelse) varetages altid på en kompetent måde.
  • Engagerede
    Engagement er drivkraften i forhold til ønsket om værst og en stadig forbedring af kvaliteten.
  • Troværdige
    Troværdighed i forhold til Gymnasiet HTX-Skjerns kerneydelse er det grundlag, afdelingens fremtid bygger på.
  • Tilgængelige og opsøgende
    Vores tilgængelighed er tovejs. Vi udviser åbenhed og modtagelighed, og er opsøgende og udadvendte i afdelingens interesse.

Målsætning

Gymnasiet HTX-Skjern skal yde en fremtidssikret undervisning af høj kvalitet, meget fleksibelt tilrettelagt og kendetegnet ved både dybde og bredde i de enkelte fag. Vi skal være særligt kendte og anderkendte for at vores undervisning er baseret på eksakt viden videregivet i uddannelse og dannelse. Medarbejderne på HTX-Skjern skal være i besiddelse af nøglekompetencer til realisering af vores målsætning.