Kommunikation/IT på HTX Skjern

Her er det kommunikerende menneske i centrum. På denne studieretning graver vi os ned i den moderne elektroniske kommunikation og hvordan den præger vores omgivelser.

Vi vil lære eleverne at gennemskue den glitrende overflade på Internettet, i film, på TV og hvor vi ellers støder på kommunikationsprodukter. Desuden vil eleverne lære selv at fortælle en god historie, hvadenten det er som kortfilm, reklameplakat, hjemmeside, interaktive multimedieprodukter eller hvor fantasien nu sætter grænsen.

Samtidig bliver eleverne klædt godt på til den globaliserede verden idet de får engelsk på højt niveau.

Engelsk (A niveau)

Engelsk beskæftiger sig med det engelske sprogs grundsubstans og giver eleverne en god sproglig færdighed, samt viden om grammatik. Desuden beskæftiger Engelsk A sig også indgående med de engelsksprogede lande kultur og samfund. I en verden hvor den kulturelle påvirkning fra bl.a. USA og England bliver stadig større, er dette et yderst interessant og vigtig emne.

Da vi jo er et naturvidenskabeligt gymnasium vil profilfaget engelsk også beskæftige sig med videnskab og teknologi... på engelsk naturligvis. Dette giver elever en god og brugbar viden om specielt hensyn til teknisk og videnskablig terminologi.

Kommunikation/IT (A niveau)

I profilfaget kommunikation/IT får elever en grundig indføring i hvordan man analysere og fremstiller en mangefarvet palet af elektronisk kommunikationsprodukter. D.v.s. eleverne lærer at forstå mekanismerne bag bl.a. websider, plakater, reklamefilm og multimedieproduktioner. Desuden lærer eleverne selv at formidle budskaber gennem produktion af hjemmesider, reklamefilm, plakater o.s.v.

Mediefag (C niveau)

I Mediefaget kombineres kendskabet til kommunikation med filmen og TV'ets verden. Her er det fiktionsfilmen og faktaprogrammerne på TV (og alt derimellem) der bliver udsat for grundig analyse. Dette vil  give eleverne er godt forståelse for den pulserende mediestorm der rammer dem i hverdagen. Samtidig er faget praktisk orienteret i det eleverne selv skal producere indtil flere kortfilm i løbet af undervisningen.