08.12.2009

Gymnasiet HTX Skjern investerer igen

Gymnasiet HTX Skjern investerer igen

Michael B. Gade og Vibeke Skjødeberg Berg med en del af Gymnasiet HTX Skjerns splinternye og supermoderne PCR-apparatur, der anvendes i frontforskning rundt i verden.
Foto: htxskjern.dk

Den nye studieretning bioteknologi kræver et professionelt sikret laboratorium til 0,5 mio. kr. Her skal elever og undervisere kunne gensplejse uden risiko for at noget slipper ud til omgivelserne. Bl.a. skal et bestemt gén fra vandmænd få bakterier til at udsende grønt lys

I september blev en stor udvidelse af Gymnasiet HTX Skjern på 550 kvm til 6,6 mio. kr. officielt blev taget i brug. Men allerede inden årets udgang skal man i gang med en ny investering. Denne gang et nyt bioteknologilaboratorium til 0,5 mio. kr. Det nye laboratorium etableres i umiddelbar nærhed af gymnasiets nyindrettede og topmoderne fysiklaboratorium.

- Der stilles ekstra store krav til et bioteknologilaboratorium, fordi elever og undervisere her skal arbejde med bl.a. gensplejsning. Når vi arbejder med gensplejsning, skal vi have 100 pct. styr på, hvad der kommer ind i og især ud af lokalet. Derfor kan vi ikke bare udføre forsøgene i fysiklaboratoriet eller i vore andre laboratorier. Bioteknologifaget kræver et professionelt laboratorium, som opfylder en række specielle sikkerhedskrav, siger biolog Michael B. Gade.

Bioteknologi godt fra start
Han har ansvaret for den splinternye studieretning bioteknologi, der så sent som i slutningen af 2009 blev godkendt som gymnasiefag. Mellem 15-20 af eleverne på Gymnasiet HTX Skjern har valgt den splinternye studieretning. Og det samme har ca. 60 gymnasieklasser med i alt 1500 gymnasieelever på landsplan, lyder et kvalificeret skøn. Så den nye studieretning er tilsyneladende kommet godt fra start.

- Det er ingen overraskelse, at Gymnasiet HTX Skjern er med i den første store bølge. Vi er et naturvidenskabeligt gymnasium, hvor eleverne allerede i vid udstrækning arbejder med fag, som er nært beslægtet med bioteknologi. Derfor har vi også forlængst investeret i praktisk taget alt det udstyr, som vi skal putte i det nye laboratorium. Og vi har stor erfaring i at bruge det. Desuden har vi de seneste par år investeret i den nyeste teknologi netop med sigte på bioteknologi, siger Michael B. Gade.

Tager ikke let på gensplejsning
F.eks. råder Michael B. Gade og kollegaen Vibeke Skjødeberg Berg over udstyr, som gør det muligt at flytte et bestemt gén fra en vandmand over i en bakterie. Dette specielle gen gør det muligt for vandmanden at udsende et grønligt lys.

- Hvis overførslen lykkes, kan bakterien også lyse grønt. Det er sådan set et meget enkelt udtryk for, om genoverførslen er lykkedes, siger Michael B. Gade med et skævt smil. Han understreger, at gensplejsning ikke er noget, man tager let på. Derfor er der i vejledningen fra Undervisningsministeriet angivet præcis hvilke typer gensplejsninger, gymnasierne har lov til at udføre.

Blandt det supermoderne apparatur, som Gymnasiet HTX Skjern faktisk har anvendt i godt et års tid, er der også udstyr, der kan analysere DNA-profiler. Det anvendes rundt i verden til frontforskning og til udvikling af nye metoder til opklaring af eksempelvis kriminalsager og fadderskabssager.

Muligheder for samarbejde i lokalområdet
Michael B. Gade ser derfor frem til, at studieretningen bioteknologi kan åbne for nye, spændende muligheder for samarbejder i lokalområdet.

- Vi vil f.eks. kunne involvere den lokale fødevareindustri i studieprojekter, f.eks. Arlas store udviklingsafdeling i Nr. Vium, til gavn for alle parter. Landbruget er også en oplagt partner, og i den mere spektakulære ende kunne museerne i Ringkøbing-Skjern Kommune bidrage med studieprojekter, hvor vi f.eks. vil kunne hjælpe med at datere fund ved
hjælp af DNA, siger Michael B. Gade.

Den nye studieretning bioteknologi er på A-niveau. Den åbner en meget bred vifte af muligheder for eleverne efter studentereksamen.

- Bioteknologi giver adgang til stort set alle naturvidenskabelige uddannelser på universitetsniveau – og til alle uddannelser indenfor sundhedssektoren såsom læger, sygeplejersker, laboranter, diætister m.v. Og tilsvarende indenfor det veterinære område og hele fødevaresektoren, siger Michael B. Gade.

Kontakt:
Biolog Michael B. Gade, 2323 1781
Informationsmedarbejder Vagn Bro 6122 7431 & 9736 9243
e-mail: vagn.bro@uc-rksk.dk

Copyright:
Tekst og fotos må frit anvendes
(Klik på fotos for høj opløsning) 
 

   
 
Et "kik" ind i det nye, topmoderne bioteknologlaboratorium, som vil stå færdigt i begyndelsen af det nye år.

 

 

 

Kommentarer

Der er ikke tilføjet nogen kommentarer...
Skriv en kommentar
Navn:
Email:
Kommentar:
 
Indtast ordet på billedet:
 

Tilbage til oversigten