03.02.2010

Andreas er Danmarks første CCC-ambassadør

Andreas er Danmarks første CCC-ambassadør

Andreas Kjær i traditionelt ambassadør-antræk. Billedet er dog fra en fest, som han selv var med til at arrangere i 2009 på Gymnasiet HTX Skjern.
Foto: htxskjern.dk

Nybagt HTX-student fra Dejbjerg har gjort lynkarriere i Filippinerne hos Coral Cay Conservation, der beskytter truede koralrev ved at bekæmpe fattigdom. Lørdag er der mulighed for at se og snakke med Andreas Kjær via Internettet, når Gymnasiet HTX Skjern holder åbent hus fra 10.00-14.00

Siden Andreas Kjær fra Dejbjerg blev student i sommer har han gjort lynkarriere i Filippinerne hos Coral Cay Conservation – eller CCC, som organisationen kaldes. Han er nemlig blevet udnævnt til Danmarks første CCC-ambassadør efter at have arbejdet for organisationen 3½ måned som led i sit sabbatår.

Selv om Andreas Kjær i øjeblikket er i Filippinerne, kan alle interesserede møde ham og tale med ham ansigt til ansigt om hans oplevelser, når Gymnasiet HTX Skjern lørdag 6. februar holder åbent hus fra 10.00-14.00. Det bliver samtidig hans ilddåb som CCC-ambassadør.

- Vi etablerer simpelthen internetforbindelse med billede og lyd til en internetcafé i Filippinerne, hvor Andreas vil sidde med hav, bjerge og palmer i baggrunden. Vi er naturligvis meget stolte over, hvad han har opnået på den korte tid. Det er helt fantastisk. Det samme er hans forældre, Rita og Jesper Kjær fra Dejbjerg. De vil også være til stede på lørdag, siger områdechef John Lemming, Gymnasiet HTX Skjern.

Britisk non-profit organisation
CCC er en britisk non-profit organisation, som uddanner og sender teams af frivillige ud til nogle af verdens hårdest ramte unikke naturområder under ledelse af erfarne forskere med viden om koralrev. Organisationens overordnede strategi og mål er, at beskyttelsen af koralrevene skal ske ved at bekæmpe fattigdommen i området ved at opretholde befolkningens livsbetingelser.

- Det går fint hånd i hånd med, at verdens koralrev faktisk brødføder en milliard mennesker. Det gør de direkte via fiskeri og indirekte via turisme. Min opgave som frivillig er at undersøge, dokumentere og rapportere omfanget af beskadigelser på koralrevene og registrere, optælle og lokalisere dyre- og plantearter, fortæller Andreas Kjær fra Filippinerne.

Han fortæller videre, at CCC inviteres af værtslandene og arbejder tæt sammen med de involverede landes regeringer og med NGO’er, samt med lokale grupper i nærområderne. Organisationen blev stiftet i 1986 med det formål at beskytte og levere videnskabelig dokumentation for hårdt truede naturområder, og den har modtaget flere internationale priser, bl.a. ”Best Managed Reef”.

Frivillige fra hele verden
Rygraden i organisationens arbejde er indsatsen fra frivillige fra hele verden – frivillige unge som f.eks. Andreas Kjær. Han har i sit arbejde for CCC været involveret i undervisning af lokale filippinske fiskere i bæredygtigt fiskeri. Bæredygtigt er det nemlig ikke i øjeblikket, hvor koralrevene bliver beskadiget af eksplosioner, fordi der bliver fisket med dynamit. Udvikling af bæredygtig turisme har han også været aktivt involveret i.

Udgangspunktet for CCC’s arbejde i Filippinerne er et lille hus helt ude ved strandkanten og jungle på de tre andre sider, stort set uden telefon- og internetforbindelse. Andreas Kjær udnyttede sin beskedne kvote på Internettet til at holde sin blog på Internettet opdateret. Bl.a. kan man læse, hvordan han hele to gange oplevede at svømme sammen med verdens største haj, hvalhajen. En sjælden oplevelse, som mange dykkere misunder ham.

Når opholdet i Filippinerne til sommer er slut, har Andreas Kjær også lært dykkerhåndværket til bunds, hvilket var et af hans formål med opholdet.

Udnævnelsen til CCC-ambassadør
- Hvorfor er du udnævnt til CCC-ambassadør?

- Det kan jeg vist takke den projektorienterede metode for, som vi lærer at arbejde efter på Gymnasiet HTX Skjern. Jeg brugte den til min research til at afdække de muligheder, jeg har for at udnytte mit sabbatår fornuftigt, og jeg fortalte vores ekspeditionsleder om de rigtig mange attraktive muligheder, som metoden har givet mig at vælge imellem. Det imponerede ekspeditionslederen, og han kontaktede hovedkvarteret i London.

Jeg blev kontaktet af deres PR og Communications Manager Peter Mandera. Han var meget interesseret og fik oversat min blog på nettet til engelsk. Den fik hele turen gennem systemet og endte med at blive vist for CCC’s bestyrelse, og jeg fik lejlighed til at redegøre for mit arbejde og fortælle, at jeg elsker at arbejde med kommunikation. Og så rullede processen ellers som en snebold, fortæller Andreas Kjær.

Tidligere omtale
HTX-metoden åbnede hele verden for Andreas

CCC's hjemmeside

Kontakt:
Andreas Kjær kan kontaktes på ak@jkaps.dk .
Se også Andreas Kjærs hjemmeside og blog. Han skriver i øvrigt: Angående kontakt til mig kan folk fange mig på mit Filippinske telefon nummer; +63 9158573955. Husk dog at jeg er 7 timer foran jer på grund af tidszonen. Det er en rigtig god ide at ringe til min mobiltelefon via skype, da det er meget billigere og det æder ikke al min kredit på kortet. Kontakt via e mail er stadig klart at foretrække og hvis det er muligt ville et være bedste at arrangere et tidspunkt for opkald over mail, da jeg for det meste er i vandet, hvilket mobiltelefoner ikke kan lide. Mine forældre kan også være en kilde til informationer og de er bestemt villige til at hjælpe. De kan fanges på telefon: 97 34 28 06 eller mail jk@jkaps.dk

Informationsmedarbejder Vagn Bro 6122 7431 & 9736 9243
e-mail: vagn.bro@uc-rksk.dk

Copyright:
Tekst og fotos må frit anvendes
(Klik på fotos for høj opløsning)
 

Kommentarer

Der er ikke tilføjet nogen kommentarer...
Skriv en kommentar
Navn:
Email:
Kommentar:
 
Indtast ordet på billedet:
 

Tilbage til oversigten